Blogindlæg – 1. august 2025

Refleksioner over et halvt år som selvstændig kreativ sjæl

Siden januar 2025, hvor jeg for alvor begyndte at arbejde for mig selv, har jeg oplevet en enorm stigning i produktivitet – både som sælger, autodidakt skribent, podcaster og ikke mindst som elev af moder jord selv.

Min allerførste skriveoplevelse går faktisk helt tilbage til folkeskolen, hvor jeg skrev en kort historie om en dreng med gule øjne. Den blev aldrig rigtig til noget, men i 2009 begyndte idéen til “De dødes land” for alvor at tage form – dengang under arbejdstitlen De sidste overlevende. Først i 2024 nåede jeg et punkt, hvor jeg var tilfreds med historien, men måtte sande, at den var blevet alt for lang. Løsningen blev at dele den op i tre bind. Det betød reelt, at jeg måtte begynde forfra – men det gjorde mig ingenting. Jeg er vild med det univers, jeg har skabt.

Nu, i 2025, har jeg udgivet første bind af “De dødes land” som e-bog her på min egen hjemmeside, og det føles fantastisk.

Tilbage i 2017-18 dukkede de første idéer op til karaktererne Daniel Andersen og hans søster, Amy, også kendt som White Hat-hackeren Stingerwolf. Mine største inspirationer til disse verdener kommer fra Keith C. Blackmore og Naughty Dog (for zombie-elementerne) samt Stieg Larsson, når det gælder spændings- og krimigenren.

Idéerne strømmer i øjeblikket ud i en lind strøm. Jeg har blandt andet færdiggjort en eventyrfortælling, der står klar til selvudgivelse senere i år. Samtidig er jeg i gang med en samling på 30 kortere historier i forskellige genrer: romantik, sci-fi, krimi, eventyr, selvhjælp, spænding og meget mere. Planen er at udgive dem nytårsaften 2025. Jeg håber, at de bliver lige så sjove og meningsfulde for jer at læse, som de har været for mig at skrive.

I juli udgav jeg også min første podcast (i en testudgave). Tekniskt set er det min anden – den første handlede om Doctor Who, men den er desværre gået tabt til de store internetguder. Fra og med i går har jeg besluttet at udgive et nyt afsnit hver uge. Om folk gider lytte, må tiden vise – men for mig handler det i høj grad om fokus og disciplin, og det er motivation nok.

Tak fordi du læste med – og måske også lytter med.